Kirkens Fornyelse er Re-Formation

Kirkelig Fornyelse Re-formatio

Re-formatio

af Christian Braw

 

Den kirkelige fornyelse - højkirkeligheden - begyndte i England. Udgangspunktet var den sækularisering af den anglikanske kirke, som tilspidsedes i et regeringsforslag om at inddrage et antal stifter på Irland. Det var da, at John Keble holdt sin berømte prædiken National Apostacy d. 14. juli 1833.

 

Teksten var psalme 2. Den erfaring af Guds suverænitet som kommer til udtryk i denne psalme er grundmønstret for alt, hvad der siden er blevet kaldt kirkelig fornyelse og højkirkelighed. Ud af denne psalmes livsholdning er teologi, liturgi, diakonalt og litterært engagement siden uafbrudt vokset frem i snart to hundrede år.

 

Til Sverige kom denne højkirkelighed i de første decennier af 1900-tallet gennem unge præster, som rejste til England: Elis Schröderheim, Sam. Gabrielsson, Albert Lysander og mange andre. Hvad de oplevede, søgte de at virkeliggøre i små bønsfællesskaber. En nytænding af denne inspiration blev det, da Gunnar Rosendal 1927 mødte højkirkeligheden i et af disse fællesskaber, Societas Confessionis Apostolocae. Dermed fik den svenske højkirkelighed en leder med unikke egenskaber, en mental og fysisk vitalitet på grænsen til det utrolige, en strålende begavelse, en charme og et humør, som kun hos få kirkemænd i 1900-tallet.

 

Til Danmark kom den kirkelige fornyelse først efter 2. verdenskrig.

 

Børge Barsøe

 

En af dens foregangsmænd var sognepræst Børge Barsøe (1911-1989). Han var sognepræst i Virring-Essenbæk 1938-1979. I 1948 begyndte han at deltage i anglo-katolske konferencer og fik på denne tid kontakt med Fader Gunnar Rosendal.

 

Sin åndelige baggrund havde Barsøe i Kirkeligt Centrum, den bevægelse, som ville holde fast ved det centralt kirkelige, midt imellem de i Danmark udprægede "yderfløje", grundtvigianismen og vækkelsesbevægelserne. Han var en modig mand på mange planer, bl.a. var han aktiv i modstandsbevægelsen og lod oven i købet dens ledere holde våbeninstruktion i konfirmandstuen. Selv skrev han yderst lidt, ytrede sig sjældent offentligt. Hele hans indsats koncentreredes omkring gudstjenesten.

 

Den messe, han fejrede, fik et monumentalt udtryk i Dansk Messebog (1976). Nu har han også fået sin biografi i bogen De skønne Herrens gudstjenester (Re­-formatio's forlag). Her har 5 forfattere skildret hans livs indsats. De er selv siden gået forskellige veje: en af dem er blevet græsk-ortodoks munk, en anden er blevet kvindelig præst. Fælles for dem alle er, at de er blevet dybt påvirket af Børge Barsøe.

 

Morten Møbjerg (død i januar 2005) lærte allerede som student menighedslivet i Virring at kende. Det drejede sig ikke om liturgisme eller liturgisk æsteticisme, men der fandtes en liturgisk teologi på bunden af det, som Børge Barsøe gjorde. Det altafgørende var at skabe en sammenhæng mellem messens fejring og vort almindelige liv i dets grå dagligdag. l messen var Kristus sakramentalt, objektivt og virkeligt nærværende. Dette blev en forløsende indsigt for de mange unge teologer, som var plagede af den datidige teologis individualisme og eksistentialisme.

 

Det liturgiske liv, som efterhånden brod frem i menighederne, skabte protester, som førte til en retssag. Den handlede delvis om petitesser, som at Barsøe kyssede alteret og faldt på knæ efter indstiftelsesordene. I baggrunden lå der hele tiden en rædsel for det, man opfattede som romersk katolicisme. Var Børge Barsøe kryptokatolik?

 

Peter Østerby-Jørgensen behandler det spørgsmål. Han påpeger, at det hos Barsøe drejede sig om en bekendelse til den kristne kirke i dens helhed, altid og overalt. Dermed var det også en solidaritet med den danske kirke i hele dens historie.

 

Selv talte Barsøe ofte om "den vesterlandske kirke". Der vidste han, at han hørte hjemme. Den var normen for hans gudstjeneste. En af dem, som ytrede sig i retssagen mod Barsøe var professor Regin Prenter. Hans bedømmelse var differentieret, men han så klart det positive: "Her er der noget af en vækkelse til et nyt syn på gudstjenestens og kristenlivets herlighed". Modstanderne reagerede bl.a. ved at indkalde andre præster til at holde gudstjenester. En af de præster, som gik med på den ide, Vagn Hasselgaard, blev en af Barsøes understøttere og en central personlighed i den danske højkirkelighed.

 

Børge Barsøe blev ikke ensom i Virring. Omkring ham samledes en gruppe præster og lægfolk til regelmæssige konventer. Dette blev et trosmiljø med en ny teologisk fordybelse. Man begyndte at gennemtænke hvad kirken egentlig er. I et af sine dokumenter formulerede gruppen det således: "Kirken er en levende sakramental organisme, sendt af Gud gennem Jesus Kristus til frelse af verden og til hans navns forherligelse. Kirken er derfor karakteri­seret som regnum et corpus mysticum Christi. - Kristi rige og hemmelig­hedsfulde legeme". Den danske kirke - også i folkekirkens skikkelse - opfat­tedes som en del af dette verdens­vide, hemmelighedsfulde Kristusnærvær. En af deltagerne i Virring-konventet beskriver dem således: "Det var jo, hvad Virring-dagene havde handlet om: lovprisning på Skriftens grund gennem tidebøn og messe. ."

 

Børge Barsøe var ingen skrivende eller talende mand. Hovedparten af hans teologi findes i et lille hefte for konfirmander. Han var ingen pædagog, han skriver snarere ud fra sin egen overbevisning end ud fra læsernes forudsætninger. Det gør det hele desto mere interessant i en større sammenhæng.

 

Når han forklarer det første bud, skriver han:

"I vor kirkegang skal vi forsøge at tænke på,
at vi er der først og fremmest for at give Gud
vort nærvær og vor lovsang, give ære,
vor tak og vor kærlighed, fordi han er Gud,
og fordi det højeste og vigtigste, s
om han har skabt til os på jorden,
er at dyrke ham."

Barsøes egen lange kamp for gudstjenestens rette udformning i Virring og i Danmark er altså en konsekvens af hans forståelse af det første bud. Dermed er det også en følge af hans syn på menneskelivet i det hele taget. Hele den menneskelige tilværelse samles op i messen som et lovsangsoffer til Gud. Han skriver: "Kirkens alter, hvor vi frembærer os selv, vort hverdagsliv og vort arbejde, vore glæder og vore sorger ― det er sognets midtpunkt, og det er også derfra alt menneskeligt får sin næring".

 

I en af de få trykte prædikener taler han om "troens muntre sønner", som har set, at det er deres opgave at formidle det lovsangsoffer, som tilkommer hele skabelsen. Denne lovsang åbner vejen for Guds velsignelse, så nadverens brød og vin bliver "kanaler" for himmelsk nåde og kraft ind i verden.

 

Om sådan noget kunne Barsøe tale med sine konfirmander. En af dem, Bodil Hindsholm Hansen, beretter om, hvordan det var at have Barsøe som konfirmandlærer. Hendes familie boede et andet sted, men søgte til Virring for gudstjenestens skyld. Hun skriver: "En rig, ja i alle måder farverig og meget smuk liturgi fandt vi i Virring. Gudstjenesten var højtid der". Barsøe opførte sig som en i øvrigt tilbageholdende person, men i sit valg af salmer for konfinnanderne viste han, hvad der inderst rørte sig i ham. En af dem var den meget sjældent anvendte salme, som begynder:

Jesus, Jesus, Jesus sigter
Alt mit hjertes ønske til,
Og sig henned fast forpligter,
At jeg vil, som Jesus vil.
Hjertet i ham glad og mildt
Råber: Herre, som du vilt.

Også en konfirmand kunne mærke, at der var en sammenhæng i alt, hvad præsten gjorde. Bodil Hindsholm Hansen skriver: "Han var en stor person­lighed og fremtrådte med en selvfølgelig autoritet, så alene det ville have sat sig et tydeligt spor. Det vigtigste var dog, at hos ham forenedes alle elementer og gik op i en højere enhed: historie, kultur, dogmatik, bibellæsning, liturgi, musik (selv var han særdeles musikalsk), alt forenedes hos ham i en sym­biose, og det var messe fejringen." Det stærke indtryk, han gjorde på sine om­givelser, bekræftes af Mads Bille, som var kirkemusiker i Virring: "Magien omkring Barsøes person forstærkedes også af, at han aldrig talte om sig selv. Barsøes nærvær i et rum kunne til tider opleves som en hilsen fra et sted, hvortil de færreste havde adgang. Hans personlige reserverthed kunne også opleves som afstandtagen. Det ville ikke have gjort menighederne noget at have en præst, som de ikke forstod; men at have en præst, som de havde indtrykket af ikke kunne lide dem, det var mere, end de kunne rumme.

 

Det mest personlige afsnit i bogen om Barsøe er skrevet af Ole Frederik Stjernfelt, nu orthodoks munk i Grækenland under navnet Fotius. I sin tid i Danmark levede han sig ind i Børge Barsøes forståelse af gudstjenesten. Den er ikke "en march på stedet", ikke et møde for religiøst interesserede. Der er noget, som sker i gudstjenesten. Vi frembærer et offer til Gud selv. Det er en livsnødvendig funktion at fremlægge alt, hvad vort liv indeholder med en bøn om, at "Guds nåde og forbarmende kærlighed aldrig må vige fra dagligt liv og virke" (fra Dansk Messebog). Dette er, siger Fotius, drivkraften i Barsøes vision. Hverdagslivet og messen hører sammen. Messen forbinder det enkleste med det højeste. Den er en afgørende del af den gamle skabelses forvandling til den nye. I den sammenhæng ser Fotius også Barsøes overraskende interesse for madlavning, som jo også - på et andet plan - er en forvandling af råmateriale til noget, som er finere.

 

Børge Barsøe var modstandsmand under krigen og forblev modstands­mand også inden for det folkekirkelige system, hvor han i mange henseender var en fremmed. På en tur til sit elskede Frankrig, vendte han brat om i Strasbourg og kørte i et stræk tilbage til Danmark med ordene: "Det er hjemme, slaget skal slås". En gang sagde han: "Tjenesten i Danmark er at fratages alt og dog ikke blive kritiserende eller bitter". En anden gang sagde han: "Vi skal miste alt - blot det bliver i Kristi offertjeneste og derfor med håbet om de helliges fællesskab".

 

Børge Barsøes vision havde været at se højkirkeligheden bryde igennem i Danmark på samme måde som i England i 1830'erne. Sådan gik det ikke.

Dengang havde romantikken åbnet sindene for det hinsidige og det skønne. Nu, under den kolde krig, havde eksistentialismens fortvivlelse og konsumis­mens tomhed okkuperet sindene. "Vi kom for sent i Danmark", sagde Børge Barsøe.

Men det er ikke hele sandheden. Det, han havde set i sin vision, nåede til flere end deltagerne i Virring-konventerne. En af dem var Poul Ulsdal, en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Han fik til opgave at holde et foredrag om højkirkeligheden, som han endnu ikke havde mødt, og til sin egen forbavselse opdagede han, at han selv var just - højkirkelig. Hvad det til syvende og sidst drejer sig om, er nemlig den kristne grundbekendelse: Jesus er Herre. Det er den virkelighed, som siden vandt skikkelse i liturgi, teologi og livsførelse.

 

I en af de få bevarede prædikener beretter Børge Barsøe om de ti spedalske, som blev rensede af Jesus. Af dem vendte kun en tilbage for at takke. Det var en fremmed, en samaritaner. Børge Barsøe skriver: "Det bliver nemlig ikke i en lille arrig og sur eller aggressiv pressionsgruppe, åndens gerninger bliver åbenbare, men i en med Kristus alt besejrende, alt henri­vende og alt inddragende taksigelse - men husk med den fremmedes lod".

 

*

 

Det er ikke hele sandheden, at den fremmedes lod blev Børge Barsøes. Det, som skete i og omkring Virring, vakte opsigt i samtiden, og en anden dansk præst, Poul Ulsdal, fik til opgave i et konvent at holde et foredrag om denne nye, mærkværdige højkirkelighed. Han havde aldrig truffet Barsøe, men han gjorde sig umage med at sætte sig ind i, hvad det drejede sig om. Selv havde Ulsdal ingen særlige kirkelige præferencer. Han var helt enkelt en kirkelig præst. Men jo mere han satte sig ind i, hvad Barsøe ville og tænkte, desto mere opdagede han, at han selv var - højkirkelig.

 

Poul Ulsdals foredrag blev publiceret i Præsteforeningens Blad 4/1956 og fik som titel: Fra Lindhardt til Barsøe. Den Lindhardt, som der hentydes til, er professor P.G.Lindhardt i Århus, som for Ulsdal fremstod som typen på en individualistisk, helt subjek­tivistisk kristendom, slutstenen for en protestantisk fejludvikling med begyndelse i 1700-tallets rationalisme. Det eneste holdbare alternativer den i bred forstand katolske holdning, som Ulsdal fandt hos Barsøe, bekendelsen til den eneste ene almindelige kirke i hele dens bredde og historie. Det drejer sig altså ikke om at blive romersk, men just katolsk. Ulsdal skriver: "Tilbage til den katolske, den almindelige kirke - til det, kirken altid har troet på - det er vejen frem."

 

Barsøe blev for Ulsdal symbolet på denne vej. Samtidigt opdagede Ulsdal, at dette var den oprindelige grundtvigianismes vej – til Guds levende nærvær i dåb og nadver, omgivet af bekendelsen til den Treenige. Det er ikke, sådan som de liberale troede, at enhver må søge frem til sandheden på egen hånd. Sandheden findes allerede på forhånd i kirken. Dette gør, at gudstjenesten bliver det centrale i kirkens liv - fordi Gud virkelig er nærværende der og handler gennem nådemidlerne. Derfor er præsten tjener for en objektiv virkelighed, ikke for en subjektiv følelse eller rørelse.

 

Barsøe hverken skrev eller deltog i offentlig debat. Han fejrede messen. Poul Ulsdal blev derimod en af Danmarks flittigste kirkelige journalister. Hans opdagelse af, at han egentlig var højkirkelig uden at vide det, er et tegn på, at Barsøe og hans højkirkelighed ikke var så fremmed for Danmark, som han selv troede. I virkeligheden drejede det sig til syvende og sidst om normal kristendom. Der er tider, hvor det normale bliver en mangelvare. Da er det den normale kristendoms lod at være fremmed, også der hvor den har hjemstedsret.

 

(Oversat fra svensk af red).

 


Artiklen stod i RE-FORMATIO 2005/1


Læs mere på www.re-formatio.dk -- bestil bladet

Til Top